
Hmmmm – årets artsjagt var gået lidt i stå ved 20 arter, og jeg havde forgæves bakset en del med nogle af de sværere arter ex. Ringbug, Stribefisk, Havørred og Brødding. Så det var blevet tid til at hente lidt af de “lavest hængende frugter” :-). – Derfor tog jeg et raid mod det vestjyske, og kunne – trods ganske kort effektiv fisketid – tilføje yderligere fire arter på årslisten….
I det vestjyske hapsede jeg først en Sild, – de var lige præcist landet i Hvide Sande og efter fem kast var den der! Et 7-grams blink monteret under et halvt sildeforfang fungerer fint, og silden er – på ultralet gear – en ret ivrig fighter 🙂
Videre til en nærliggende å som altid kan smide et par arter af sig. – Senest fik jeg i februar en Hork, så denne ville jeg gerne undgå på dagens artsraid. Det gik fint, for de to fisk som kom på land var henholdsvis Gråskalle og Aborre. – Godt nok mindre eksemplarer, – men “en art er en art“…, og mon ikke der senere på sæsonen skal satses på især en af sidstnævnte i stor skala 🙂


Så var der “plukket” fra havet og åen, men jeg skulle da også lige have éen med fra søen. – Jeg vidste nemlig, at der var en sø, som indeholder den fine lille Regnløje. – Mon det fine vejr havde gjort dem forårskåde og synlige for en arts-tosset UL-fisker? – Jep, – enkelte eksemplarer havde vovet sig ind på det lavere vand, og jeg kunne snart – via et mikrostykke regnorm fisket på tanagokrog under et miniflåd – sætte et modhug i en af de små munde:

Jeg har også givet mix-arten Brødding endnu et skud, – en farvestrålende fyr som jeg ikke har haft på land længe. – Sidste sæson “nøjedes” jeg med de “ægte” arter Kildeørred og Rødding, og jeg skal helt tilbage til foråret 2020 siden jeg sidst havde en Brødding på land (LÆKKER “LOCH”-TUR).
Denne gang forsøgte jeg mig igen i Loch Nees – den super fede put-sø i det vestjyske, men jeg havde ikke det fornødne held. Der var dog en anden art, som gerne ville hapse mit lille farvestrålende blink, for hele to gange måtte jeg tumle med en fin +50’er Bækørred på en af mine to nye 2-7 grams rejsestænger, fedt! :-):

