
Lidt længe siden jeg har “lavet skællede ulykker”… 🙂 – Kalenderen har været fuld af andet spas på det seneste, men i søndags var der plads til en kort tur til den vidunderlige vestkyst, og det blev en både artsrig og livlig affære…
Der er brugt en del tid på noget festivitas, koncerter og især med opstarten af min nye småtossede hobby: VINTERBADNING! – Føj hvor er det adrenalin/endorfin-fremkaldende; – iskoldt vand, sauna, vinterstemning og varm kakao – jeg er tosset med det!

Der var også både kakao og is på menuen ved vestkysthøfden. Vandet var aaaaalt for beskidt til at jeg troede ret meget på, at en vintersløv Havbars ville få øje på mine jigs i det choko-farvede vand. – Men mit hovedformål med turen var i første omgang også at få den fine lille fladfisk – Isingen – på årets UL-scorekort, så der blev rigget et par UL-mede-pinde til. – Og projektet gik rigtig godt, og hele fem lysebrune fyre var en tur forbi 🙂

Men der var absolut også andre arter som gerne ville tygge i mine makrelbidder! – Først stemplede et par tykke +30’er Mørksej ind, derefter et par Hvillinger som også kunne runde de 30 centimeter. – Det er vel cirka 20 år siden jeg sidst har fanget en dansk Hvilling i den kaliber – fedt!



En rigtig lækker tur på høfden i noget ganske fint vejr. – Jeg afbrød lige da mørket faldt på, for jeg fornemmede at frosten ville sætte ind og gøre høfderne livsfarligt glatte. Jeg nåede dog lige at fange en fed Torsk på 36 centimeter (også genudsat). – Ingen tvivl om at et par timers mørkefiskeri ville kunne give et par gode høfde-torsk, – og der meldes da også jævnligt om flotte spisetorsk omkring de 2 kilo derude fra! 🙂
Next up = Et skud på den bøvlede art: Stor Tangnål…