
Jeg fik i fredags mulighed for at prøve fiskeriet i Hanstholms op til 9 meter dybe havn. – Jeg har længe luret på at give det et skud, for det er ikke unormalt at man hører om spændende fangster fra den store havn. Og jeg skal da love for, at det gav fuld banjo på UL-pinden….
Jeg lavede lige et pitstop ved Stone-fishing for lige at høre hvad der rørte sig, – indehaver Steen er en super fyr med fingeren på pulsen. En håndfuld lyserøde jigs – med glimmer… – røg over disken og med ud i min torske-boks, for selv om det var højlys dag med skarp sol, var det netop de ellers aftenlys-elskende torsk jeg ville forsøge mig på.

Jeg fandt en UL-venlig jigkrop og fik det blævrede gummi proppet på, hvorefter jeg begyndte at affiske kajkanterne. Ude på et mere strømfyldt hjørne, faldt hugget – hårdt!! – Fisken trak hurtigt de omkring ni meter ned i dybet, og Nasci’en måtte aflevere en del line, da den også tog retning ud mod midten af havnebassinet. Heldigvis er min 5,6″ Wildwing en robust sag (trods en kastevægt på 0-7 gram), som jeg har landet en laaaang stribe større fisk på, så jeg fik sat hårdt mod hårdt. Bæstet kom til overfladen, hvor jeg kunne lande den via mit ret fede 4 meter lange Arm-Out-net. Wooooow en flot – og stor – Mørksej!

Sidste år udså jeg mig 6 arter som jeg gerne ville hapse i en +50’er udgave på det ultralette gear: Suder, Havørred, Mørksej, Solskinsbars, Torsk og Pighvar, og i 2021 lykkedes det med havørreden, og jeg var ganske tæt på at naile flere af de andre også. Derfor var jeg noget spændt på den vilde mørksejs mål, men måtte sande at den “kun”… var 49 centimeter. – Aaargh, så tæt på!… Nå, men jeg havde en times havnefisketid tilbage, så måske…? – Og det viste sig at jeg bare skulle kaste en gang mere samme sted!…..

Historien gentog sig; hårdt hug, brutal fight og sikker landing i det lange net. Og denne var altså lidt større – nemlig hele 53 centimeter – feeeedt! – Dermed fik jeg da eftertrykkeligt jordet min gamle færøer-PR på 41…

Den sidste time skete der ikke mere, men jeg fik en god fornemmelse af havnens potentiale – som i øvrigt omfatter torsk helt op til 6 kilo!!!