
Aaargh – den satans stride vestenvind – jeg trængte altså bare til at tyre noget UL-grej i Æ’ Haw’, men det er ikke muligt på vestkysten med de vindforhold, som vi har haft i aaaalt for lang tid nu… – Men så må man jo nøjes med den nordlige østkyst, – det lugter da en lille smule af Westcoast….
– Og der var også fint med fisk – ikke sådan noget ædelt som Pighvar og Havbars, men mindre kan absolut også gøre det. – På en givtig rundtur blev det til mikroarterne Havkarusse og Plettet Tobiskonge, små eksemplarer af Hvilling, Mørksej og Lubbe samt en håndfuld rigtig fine Torsk og Sej op til 38 centimeter.

Torsken på 38 centimeter vakte ganske stor glæde – det er nu tredje lokation som har givet torsk over målet i denne sæson – så fedt at den kystnære torsk er ved at være tilbage 🙂

Jeg har på rundturen dog også lusket lidt efter Multe, Savgylte og Glyse, men disse arter så jeg ikke noget til desværre. – Det skal nok komme – det er jo kun et spørgsmål om at ramme den rigtige lokation… 🙂

Og nu er det ferietid for mit vedkommende, så lur mig om ikke der dukker yderligere et par rapporter op her på UL-Fisk inden længe. – Eller det gør der, – for i går fredag røg en ganske prægtig fisk på land… – rapport følger snarest 🙂