
– Der er godt nok udbrudt et alvorligt tilfælde af “split personality” i mit lystfiskerliv, da der i denne tid er en evig kamp mellem det fantastiske visuelle finessefiskeri i forbindelse med majfluernes sværmen, og det slidsomme arbejdsfiskeri efter pighvarrene ved den lækre, fascinerende og altid uforudsigelige Vestkyst….. Unfair at disse to “jagt”-former peaker på samme tid…
Tirsdag aften var det majfluerne som vandt min opmærksomhed, – og denne gang i en spændende rolle som introducer ud i “min” lille sydjyske å’s mysterier. – Jeg havde aftalt en lille rundtur sammen med Mads, – et nyt medlem af GSF, og det var ret vigtigt for mig at få den muntre gut godt igang i vore fine vande.

Vi klikkede rigtig fint, og mens snakken gik om alt mellem den blå himmel og den frodige jord, fik vi kastet til en del fisk – også nogle ganske gode eksemplarer – og bommet ustyrligt mange… Ups….
Vi er begge et par gutter på den gode side af et halvt hundrede år, og når man står på så’n cirka helt samme sted i livet, var der mange ting der skulle snakkes om :-). – Og måske var koncentrationen derfor lidt sløret, for de snedige ørreder fik da godt nok tørret os begge godt og grundigt…. Specielt undertegnede fik trukket underbuksen heeeelt op i nakken… 🙂
Bevares, – der kom da fisk på land, og blandt andet endte denne fine regnbue-ræser i Mads’ ret fede retro-creel:

Aftenturen sendte os ud til to spændende lokationer, og i mens fiskene fortsatte med at “klæde os af”, blev min medsammensvorne godt “klædt på” til fremtidige ture. – Senere kom der dog både fine gråskaller og strømskaller på finnerne, så det lykkedes os at få i alt fire arter på land. – Tjek! – Og dermed kom den smukke strømskalle på årets artsliste 🙂
Senere måtte også denne 46 centimeters hårdt fightende hystade overgive sig. – Den hapsede en Spent May og faldt først til ro efter et par solide nakkedrag. – Den kommer til at pynte risten på Mads’ grill..

Aftenen blev rundet af med yderligere hygge, og vi fik aftalt en tilsvarende rundtur ved “søster-åen”. – Herlig tur i godt selskab og med ganske forrygende forhold 🙂