
– Så var der endeligt tid til at få indledt min 2018-sæson, – der kunne lige presses en kort tur til en af de lokale ind i endnu et stramt weekendprogram. Søvalget var ikke så svært – med den korte fisketid og en række søer “med låg på”, blev den altid semi-isfri – men også ofte ganske drilske Herning Fiskepark udvalgt. – Men i dag fik jeg knækket koden, – og det viste sig snart at fluorescerende farver var vejen frem…
– Jeg startede i vanlig stil med at afprøve favoritterne fra en ende af – men hverken Stripper, ministripper, microblink, favoritspinnere eller gennemløber gav nogen reaktion…. – Alle agnene var i mere afdæmpede farvekombi’er, så derfor fik den fluogule Vibrax Glow en chance. Og så var der hurtigt et par spæde kontakter, inden en bette ilter fætter fik fat. Efter en fin fight fik den bette LRF’er-pind dog dirigeret regnbuen i “sikker havn”, og eftermiddagens første fisk, endte sine dage i sneen.
Søejer Heinrich kom forbi netop som tobakken og kaffen havde fundet vej til mit småfrysende korpus. Jeg havde taget mit økonomi-sæt (6 fods Sweepfire) med, og for enden af nylonlinen vuggede mit bette wagglerflåd rundt med en klat ildelugtende fluogrøn glimmer-dej (aka Powerbait…). – Fin pauseunderholdning…. Snakken gik om løst og fast, men pludseligt blev flåddet trukket under, og mens han fortalte videre om søplanerne for den nye sæson, kunne en god to-kilos landes. – Helt fint med to fisk i løbet af en times hyggefiskeri 🙂


Flere små-hug fulgte på de næste par fluo-agn som blev søsat, og jeg lurede på, om de vinterforsigtige ørreder, måske ville gå hårdere til sammensætningen af SMÅT og fluofarvet?… Derfor røg Westins fine 360’er minigennemløber i søen, og så var der dobbelt op på hidsige fluofarver. Fræk agn!, – i øvrigt med den rammende farvebetegnelse – “Rainbow Treasure”…

Heinrich var dasket hjem i varmen og jeg var dasket over i “Ny Sø”, hvor der var opstået et ikke-isbefængt område at fiske på. – Først en følger, så en god fisk som lige tog en smagsprøve, og – ja tak! – i sidste kast et godt tryk i LRF’erens spinkle klinge.
Efter en stabil fight endte en yderst præsentabel 3-kilos på 60 fine centimeter i nettet. – Perfekt afrunding på en halvkølig tur med gråvejr, +1 grad og et par hidsige snebyger… Så er vi i gang! 🙂
Link til Økonomisættet, tryk HER
Link til Vibrax Glow, tryk HER
Husk at du oppe i øvre venstre hjørne på ULFISK’s startside kan trykke “FOLLOW”, – så er du (via mail) den første til at læse indlæggene 🙂