
– En rigtig drilsk rygskade var lige ved at lægge et lag støv på mine små
delikate UL-pinde, så hjemmeapoteket måtte ofre noget “guf” til denne lazaret-kandiderende fisketosse. Dermed kunne mit lidende korpus kravle ud til bilen, og dingle mod en af de lokale ørredsøer.
– Medlidenhedsfiskeri forude!…..
I Lystrupbæks idylliske rammer blev mede-UL’eren samlet og med av-med-avs på fik jeg placeret mig på enaf søens bænke. – Jeg havde medbragt noget “ildelugtende glimmerdej” (aka Powerbait) til ørrederne, og lidt majs til karperne. Jeg nåede dog kun lige at skrue låget af PB-dåsen, inden jeg fortrød og “krøblede” op efter den lækre lille 5,3″ Sting. Et guldfarvet mikroblink af ukendt herkomst blev monteret, og så gik det ellers fra bænk til bænk rundt om søen.
Ny stil fra min side: Sit-down-spinning… 🙂 😦

Og trods en status som alvorligt bevægelseshæmmet, gik det faktisk fint med at lure en trio af de mange ørreder, som – trods det ganske lune vejr – var ganske aktive. Først en 1-kilos, så en 2’er og slutteligt en rigtig fin 3-kilos som med en fornem fight, lige fik ryggen til at gøre kraftigt opmærksom på sig selv.

Efter halvanden times ørred-sjov, blev den sidste halv time brugt på at opspore karperne, – dog med det sædvanlige resultat: No action!
– Men egentligt fedt bare at fiske (og fighte) igen… 🙂
