
– En blæsende og ganske givtig dag sammen med et spritnyt og yderst sympatisk bekendtskab – Rasmus fra Husby – gav en lang række super flotte gedder på land.
– Rasmus udviste stor tillid ved at tage mig med ud til hans “secret spot”, – en sø i det jyske hvor gedderne stortrives. – Og det gav fisk på land via vores omfattende mix af medbragte fristelser….
Jeg hentede Rasmus i Husby, og under den lange køretur til de ventende gedder, fik vi udvekslet masser af erfaringer og gode historier. – Ingen tvivl om at Rasmus er en dedikeret og erfaren sø-fisker med stor indsigt i såvel søernes fred- som rovfisk. Og da han samtidig har et afslappet og hyggeligt sind, var der lagt op til en herlig dag i godt selskab.

– Og det kan vist snildt konstateres at det blev en rigtig god dag!
– Rasmus kørte på med sit lækre mede-setup, og fik landet et par håndfulde stabile gedder med hovedparten mellem 3 og 4 kilo, – super dejlige fisk i helt perfekt kondition. De blev overlistet med en palette af agn omfattende både aborre, skalle, sildefilet samt hel og halv sild. – Alt virkede!
Jeg snuppede et enkelt run, og det gav den imponerende hanfisk herover. Billedet nedenfor viser en af Rasmus’ mange fine fisk.

– Mens Rasmus havde styr på medestængerne, tæskede jeg naturligvis rundt med min lille 5,6’er Wild Wings, og fik da også landet en række fine hangedder op til små 70 centimeter. En enkelt ilter frue klaskede dog også til min Samba-wobler (ja den som andre bruger på kysten…), og gav en skøøøøn fight.

Rasmus forsatte med at fighte fine gedder, mens jeg efterhånden tumlede en del med den kraftige modvind. – Det endte med at jeg og UL-gearet kapitulerede, og jeg måtte gribe min letspinnestang for via mine tungere endeagn at komme ud over søen. – Det gav da også et par hangedder i to-kilos klassen, – men fightmæssigt er det altså en halvtynd oplevelse, når man har vænnet sig til finessen ved UL…
Vi havde hygget med det action-fyldte fiskeri i en håndfuld timer, og havde glemt alt om pils, cola og madpakker. Så vi klaskede kroppene i græsset og rådede bod på dén uorden…. – bare mega hygge!
Efter “fodringen” satte regnen desværre ind, og vi overvejede et kort øjeblik at drible hjem over, – men pludseligt vågnede de store fisk op, og vi fik sat en helt perfekt slutspurt ind!. – Først missede vi dog et par seriøse takes, men derefter lykkedes det Rasmus at sætte krogen på dagens største fisk. Perfekt afslutning på en god dag…?

Nej, – det var ikke slut endnu, for kort tid efter tager jeg endnu et run, og igen er der tale om en god fisk. – Desværre havde de tunge damer glemt at det faktisk var den 8. Marts og dermed kvindernes internationale kampdag, for de fightede ret beskedent…. – Og derfor
kom mama nr. 2 på kun et kvarter ganske hurtigt på land. Lækkert!

Dagens sidste fisk tilfaldt UL-gearet. – Jeg havde lånt et par små UL-kastevenlige skaller af Rasmus, og det gav bonus! Jeg fiskede dem på et flåd med min gamle Silver Wings 0-7 gram, og efter et par kiks lykkedes det at kroge en herligt fightende fisk, som skulle tæmmes en del, inden den var landingsklar. – Vægten var 4,1 kilo og længden ramte 82 centimeter. Fedt med en super UL-mede-debut 🙂

Vild dag med godt 30 gedder på land, taget på et væld af agn: Sild, aborre, skalle (ul), sildefilet, stripperblink (ul), woblere (ul) og squid-agn. – Så der blev for alvor mix’et – og match’et geddernes smag 🙂
Alle gedder blev selvfølgeligt nænsomt håndteret og hurtigt genudsat.
Tak til Rasmus for en perfekt tur og for tilliden i forhold til spottet 🙂