
– Så var det linet op til anden halvleg af dysten mellem “sugerøret” og “tørflue-piskeriset”, og igen var arenaen den lille fiskerige sydjyske å.
– Sidst var det jo U.L.-stangen som trak sig sejrrigt ud af opgøret, så der var lagt op til tørflue-tæske-revanche…
– Begge kompetanter var tildelt halvanden time hver, – det skulle egentligt have været to, men der gik lige lidt gedde-poppe-pjat i den inden jeg fik øsen parkeret ved åen kl. 20.00. I dag var der lidt flere døgnfluer, som havde valgt en lun aften til at blafre lidt rundt, så umiddelbart var der lagt op til en sikker tørflue-sejr.
U.L.’eren lagde dog godt ud, med en af de efterhånden ret sjældne regnbuer, der – som de nærmest altid gør – gav en hidsig fight. – Perfekte U.L.-fightere disse lilla-stribe-befængte turbo’er!

Denne vildbasse var 33 cm, og blødte en smule efter krogningen, men kom fint af sted mod sin standplads efter lidt “iltning”.
Herefter tillod jeg mig åbenbart at bomme tre bækørreder i samme kaliber, inden nr. fire kom på land. Så U.L.’eren klaskede to fine fisk
ind på score-kortet.
Dette burde være muligt at overgå med tørfluerne, og det lykkedes da også i dagens absolut sidste lys, hvor en ganske god strømskalle suttede min lille døgnflueimitation ned som aftenens tredje tørflue-gevinst. Forinden var gået halvanden time med godt med tilbud:
Første fisk blev en af de meget smukke mellemklassefisk (33 cm), som der er en del af i dette vandløb. Men den blegnede dog – trods sin uovertrufne skønhed – en del, da aftenens absolut bedste fisk med et lille diskret “sluuuurp” blev kroget kl. 22.15.

– Efter en håndfuld flotte udløb og en del ruskeri i den lille Blue Winged Olive-kreation, kunne jeg nette en virkeligt dejlig bækørred på 42 centimeter. – En super god fisk, som var medvirkende til at U.L.-stangen måtte acceptere et 2 – 3 nederlag denne aften.
