BÅDTUR TIL “FLAKKET”

Den første af to spritnye arter til UL-scorekortet: En smuk Grå Knurhane

Det var endeligt blevet tid til at stævne ud på bølgen blå på Anders Bjørn Wolff’s top-gejle fiskemaskine “Sundowner”. – Håbet var at få en enkelt – måske to nye arter “under bæltet”, men ville mit ultralette gear klare opgaven…?

Turen havde jeg vundet i forbindelse med en brugerafstemning om årets bedste artsfangst 2022 i den forrygende facebookgruppe “Danske Artsfiskere” (Tjek den ud – det’ vigtigt!). Min vinderfisk var en lille Guldmulte – den hidtil eneste fangst af denne art i Danmark (læs evt. FØRSTE GULDMULTE I DK)

Med på båden var også min fiskekammerat Mark Hemmingsen – den ultra-skrappe artsfisker og ganske rutinerede Skagensfisker. – Fedt at han kom med, for det var lidt for længe siden at vi havde “været langs” sammen. – Måske man også kunne lure lidt tricks – jeg har trods alt kun UL-fisket fra båd en gang tidligere (læs evt. GAMEFISH-FISHIN’), hvor den klejne stang fint tumlede bl.a. nogle hysteriske Triggerfish… 🙂

Vi havde dælme ikke fisket længe inden første art var i hus – en mindre Grå Knurhane kunne indskrives som UL-art nummer 96. – Den blev senere efterfulgt at den noget større og super flotte fyr på 26 centimeter som du kan se på topbilledet.

I det hele taget havde vi rigtigt travlt på båden, – det lykkedes mig at fange 7 arter: Maaaange Makreller, Maaange Torsk, Maaaange Sej, 2 Knurhaner, 1 lille Ising, 1 fin Rødspætte og – tadaaaaa – 2 Glyser. – Endnu en “Lifer” som en art kaldes, når man aldrig tidligere har fanget den.

“Lifer” nr. 97. – Super fed art at få fingre i, – Glysen er i øvrigt en lille torskefisk

Og den første af mine to Glyser var stor – rigtig stor! – Faktisk har jeg netop tilmeldt den som ny dansk rekord (25 cm). Så skal man score sig en ny art, kan man jo lige så godt gøre det ordentligt, ikk’ 🙂 🙂 🙂

Dagens største fisk ombord blev en rigtig fin Torsk over den halve meter, som fik trykket godt til den lille spidsamputerede WildWing 0-7’er (læs evt. SÅ DØDE DEN HVIDE 😦) Stangen klarede generelt opgaven super fint, – jeg boksede dog lidt med at holde bunden i den ind imellem ret kraftige strøm. I øvrigt fiskede vi på Flakket som ligger 10 sømil ud for Skagen, og har dybder fra cirka 10-25 meter.

Med de +50 centimeter fik jeg dermed indlemmet torsken i min lille personlige hyggeudfordring “CLUB 50”. – Totalt ramte vi hele 14 arter på båden; ud over de syv jeg fik var det: Ulk, Stribet Fløjfisk, Sagylte, Havkarusse, Småmundet Gylte, Berggylte og slutteligt Marks farve-festfyrværkeri af en Blåstak. En helt perfekt afslutning på en fantastisk tur sammen med et par top-fede gutter 🙂 🙂 🙂

Hermed har jeg nu tumlet 97 danske arter, og skal have fundet 3 mere inden mission “100 danske arter på UL” er fuldført. De 3 arter skal findes mellem disse:10: Europæisk Malle, Sortvels, Gråtunge, Stribefisk, Stor Næbsnog, Glaskutling, Pigsmerling, Kortfinnet Fløjfisk, Heltling og Knude. – Hvilke der kommer blandt de tre må arterne sgu selv rode med – jeg skal bare op på 100! 🙂

I første omgang står den dog på max eksotiske UL-udfordringer, da jeg sammen med mine muntre jungs – Peter og Kasper – dribler en uge til Sicilien. – Mon ikke vulkanøen – ud over ønskearten Lizardfish – disker op med en flok skægge arter…? 🙂


Skriv en kommentar