
– Afslutningen på min put and take sæson nærmer sig, og så skulle jeg da lige se om UL’eren kunne få “fuld plade” på artssiden i denne sæson. Jeg har her i 2021 været heldig at lande Rødding, Tiger-, Kilde-, Bæk-, Regnbue- og Guldørred, – og dermed manglede kun Brøddingen. Derfor driblede jeg forbi Loch Nees, som oftest byder på en del af denne art…..
Det er sjældent jeg bonner ind for mere end to timer, når jeg besøger ørredsøerne, og det blev ikke anderledes i lørdags, da fiske-dagsplanen var pænt overfyldt i forvejen. Jeg startede i den store sø som alle mine medfiskere og havde da også et par hurtige hug, men trak som jeg plejer hurtigt over i skovsøen, hvor jeg snart fandt denne her lækre sag:

Føj saaaaatan da der var smæk på fighten, – voldsomme udløb, spring og rulninger udfordrede for alvor den spinkle Pezon & Michell-klinge. Men i nettet kom den da – puha det var fedt!.
Som jeg startede med at skrive var jeg på Brødding-jagt, men et hurtigt tjek på gatfinne og ryg afgjorde, at jeg sandelig endnu en gang havde ramt en af de sjældne Røddinger!!

Jeg har jagtet Røddingen i 3 år, og så rammer jeg sgu pludseligt to af dem inden for en god måneds tid (læs også GRAZIOSO…). – Så selv om jeg gik efter Brødding og ikke Rødding, kunne det manglende “B” ikke tørre smilet af mit fjæs, mens jeg i lang tid sad og gloede på vidunderet 🙂
Brøddingen må jeg ramme senere – sandsynligvis sidst på året, hvor knapt så mange andre arter i den frie natur ikke presser sig på….

