– Jeg har et par gange i denne sæson jagten den – i mit univers – ultimative art; Havbarsen. Den mytiske, smukke og kraftfulde fighter har jeg kun haft mine fedtede UL-fingre i en enkelt gang tidligere tilbage i 2017, så den var stærkt savnet. Jeg har forsøgt mig på klassiske pladser som Tornby, Lønstrup, Kjul, Svinkløv og Agger men denne gang gik turen til hjemmebanen. – Måske en hjemmebanefordel kunne udnyttes?…. 

Jeg bliver altid betaget af det fascinerende scenarie ved Bovbjerg, en lokation som har givet vilde, festlige og hygsomme oplevelser med en stribe spændende arter. Her ude er der altid knald på. – Og det skal jeg fanden hyleme også love for at der var onsdag aften!

Jeg havde et lille håb om at makrellerne ikke var særligt aktive; – det ville forøge mine bars-chancer, hvis jeg kunne undgå for meget “makrel-flimmer”, for dem har jeg allerede haft stor fornøjelse af flere gange i sæsonen. Men ak – første hug kom fra en mindre makrel, som dog formåede at afkroge sig selv, lige som nummer to også gjorde: Jeg så lidt stime-palaver i overfladen, og straks mit lille blanke blink ramte midt i “crime-zone” kom et yderst solidt hug. En dyb og sej fight senere, fik jeg et glimt af en stribet ryg, og så gik der sgu laller i fighten. – Jeg ville ikke ofre en landingstur ud på den yderste høfdesten for en makrel, med det til følge at den slækkede line gav den mulighed for at springe sig fri. – Og det med fin succes – den landede på en sten og gled roligt tilbage i vandet – desværre for den arrogant fightende UL-tosse længere oppe på molen, var det en meget velvoksen “krel” på op mod den halve meter…. – dumt. – Bare dumt… 😦

Kort efter ser jeg nogle single-jagtende fisk i overfladen, som jeg optimistisk vurderede til at være Havbars, – og det var det!. Jeg spotter gennem polbrillerne et par bars som jagede småfisk et par meter ude fra høfdens spids, – så med rystende hænder svirpede jeg et kort kast ud i området….. KAPOOOW! – Føj da hvor de Havbars hugger hårdt, – og fighten er altså bare i en helt anden liga end makrel, havørred og andre sprælske pelagiske arter. – Og så er der altså lige et ekstra krydderi på en høfde-bars-fight i form af de adrenalin-frembringende og ind i mellem små-farlige manøvrer man er ude i, for at få de brutalt fightende “turbo-aborrer” i nettet… 🙂

Den smukke fisk fik jeg styret ind mellem et par store sten, og ved hjælp af en veltimet bølge fik jeg den skovlet i nettet. Sjældent har jeg været så lykkelig over en fisk: 43 centimeter vildbasse 🙂

Jeg fik et par OK pics med selvudløseren, og skulle da lige have lidt nerve-nedsættende tobak mens jeg sendte et billede til et par fiskekammerater. – 5 minutter senere ser jeg en hvirvel 20-30 meter ude og efter to præcise serveringer, valgte den uroskabende fisk at knalde til for fuld kraft! – Og denne gang blev det bare endnu vildere end før!

Gang på gang gik den store tunge bars amok i vilde raids, det lille Ryobi-hjul hvinede og 5,6’er WildWingen var krøllet godt sammen som så mange gange før. – Wild Westcoast Fishing når det er aller mest vanvittigt 🙂
Landingen var et kapitel for sig, for denne fisk ville i en helt anden retning end den forrige, – og åbenbart der hen hvor en landing kun kunne klares fra en yderligt liggende og meget uvenlig trekantet sten… – Og så var der kun et at gøre, – uelegant (med hårdt spændt minipind i den ene hånd og nettet i den anden) lykkedes det at komme hen over de første to ustyrligt glatte sten, og derefter kravle – uden brug af mine travlt optagede hænder – ud på den sidste spidse klippeklods. Her sad jeg så som en anden rodeorytter og pressede knæene hårdt sammen for ikke at blive smidt af. Og i mens et par lidt for store bølger ramte mig på maven, fik jeg fightet/trukket fisken hen til nettet, hvor en tredje stor bølge sendte den +50 centimeter lange drømmefisk i “maskerne” 🙂 – JAAAA for helvede – jublen var så ukontrolleret, at jeg var ved at blive seriøst mere våd end jeg allerede var…. – Den efterfølgende klatretur retur med fisk, stang og net var på kanten til uforsvarlig, men jeg slap med et par hudafskrabninger. – Og med den fisk var det selvfølgeligt helt og aldeles sekundært… 🙂

Vel oppe på min base-camp-sten fik den et par solide drøn over nakken, og herefter var det egentligt bare at læne sig tilbage og tage en velfortjent slapper. – Med mange tilfredse blikke på den suveræne fisk forstås….

Koncentrationen omkring fiskeriet var røget, og jeg havde fået det jeg kom efter – og meget mere end det. Ikke éen – men hele to flotte eksemplarer af favorit-fisken, som er så svær at finde og fange. Nice!

Jeg dalrede veltilfreds retur til høfden ved fyret, hvor jeg lige tog lidt tobak inden trappe-opstigningen. – Og aldrig har de 214 trin op til parkeringspladsen føltes så lette at forcere… 🙂