
– Et af de mere pinlige nuller på artslisten skulle slettes denne søndag formiddag. – Skrubben stod for skud!. – En art som jeg kun har fanget på almindeligt spinnegrej, og dermed endnu ikke havde på UL-scorekortet. Det blev der så endeligt lavet om på…..
Jeg havde fået et FB-tip om en fin lille mole i det “djurske”, hvor der skulle være en god chance for, at selv denne håbløse fladfiske-fisker kunne overliste de ellers ikke specielt svære Skrubber og co…
Bevæbnet med skalrejer og begrænset optimisme, dinglede jeg ud på minimolen og tyrede de lyserøde godbidder ud i dybet. Jeg havde modficeret et par standard fladfiskeforfang, – nedjustret til en mere UL-venlig kastevægt omkring de 7 gram plus agn.

Første fisk på land var på flotte 33 centimeter, og viste sig at være blandingsarten Leps, – et mix af Skrubbe og Rødspætte, som jeg før har haft fat i (verificeret af Henrik Carl fra “Fiskeatlas-projektet”).
– Herefter huggede den art, som jeg storsatsede på!: En fed Skrubbe på hele 34 cm kunne efter en brav fight “parkeres” i mit nyindkøbte
teleskopnet. – Et net jeg har erhvervet, netop for at kunne lande fisk på de høje moler med langt til vandspejlet, for de små deli-stænger egner sig altså ikke ligefrem til “kranings”-manøvrer….

Sidste fisk som lod sig friste af de lækre skalrejer, var ligeledes en Skrubbe. – Om muligt endnu tykkere og også på den sjove side af de 30 centimeter. Dejligt endeligt at lande denne herlige flade fætter!
Ind i mellem huggene på den lille 5 fods Silverwing, flådhyggede jeg lidt med en flok af de små “satans” agn-agressive Havkarusser, og hurtigt havde jeg fightet en håndfuld via 0,5-3,5 grams Sting’en.
– Godt man fisker UL, så man mærker bare lidt spræl fra de kun 10-15 cm lange mini-fisk. Gooood fun! 🙂

– Djursland giver i øjeblikket rigtig gode muligheder for at få nogle fine fede flade på land. Agnen kan være skalrejer, almindelige rejer, diverse gulp-produkter, strimler af sild eller hornfisk samt sand- og børsteorm.
Fisk din agn helt bundnært og aktivt i lav fart med hyppige spinstop af 10-20 sekunders varighed. Medbring en lang tang til Fjæsingerne!