DOBBELT OP PÅ NÅLENE

Drømmearten kom i hus i morgenlyset. JA SGU!!!

Uha jeg har bokset med arten “Stor Tangnål“. – Jeg har spottet – og fisket til – rigtig mange af dem, men aldrig haft dem til at hugge. Men nogle gange går tingene bare éns vej, og det viste sig at være tilfældet på denne tur ud med tungevinduet….

Jeg lagde ud på en altid livlig kyststrækning, og hurtigt fik jeg jokket et flok arter op i vinduet: Sandkutling, Rødspætte (23 cm), Skrubbe (32 cm), Tangsnarre, Ulk og Sortkutling. Så der var virkeligt gang i den. – Havørred, Kysttobis, Havkarusse, Småtorsk og en enkelt Lille Tangnål blev også spottet. – Og var de der!… – de frustrerende altid-ikke-sultne Tungehvarrer…. – Det er en voldsomt arrogant art, som cirka aldrig gider at æde det som bliver serveret (se evt. FRUSTRATIONSFISKEN!). Og jeg måtte fiske til omkring 25 eksemplarer, inden en enkelt agerede flidspræmie:

Super fedt at få den i hånden igen. – Og derfra blev det bare endnu federe!. – Jeg fik spottet et eksemplar af “Almindelig Tangnål“, – den finder jeg kun sjældent, og har aldrig haft et hug af det tynde lange hyl 🙂 – Jeg fik bakset en mysis på tanago’en, og sandelig om ikke den præcist valgte min mysis blandt de 1000 andre 🙂 🙂 🙂 – Og så var dansk UL-art nummer 92 en realitet:

Jamen altså, – turen var allerede en bragende succes, men jeg kunne da lige tjekke et nærliggende spot ud, nu hvor gearet var “fisket varmt“.
Ingen tvivl om at der indsneg sig en forhåbning om at kunne spotte mikro-drømme-art nummer 1: Stor Tangnål, som jeg er über-fascineret af. – En fed art som jeg har spottet og fisket til en del gange efterhånden. Det virkede dog desværre ret dødt på spottet, men så startede lige præcist det scenarie, som jeg havde håbet: Hele to store Tangnåle cruisede gratiøst rundt og hapsede mini-mysis – og de så meget sultne ud :-). Jeg forsøgte mig i en god halv time, inden jeg – efter et skifte fra et tanago-hooklink til et andet og mindre – fik den ene til fadet!! – Modhugget sad perfekt, men nøj hvor jeg var ved at fucke det op, med hele tre nervøse og helkiksede håndlandingforsøg. Men puha – det lykkedes endeligt at gribe den lange fisk om kroppen og løfte den op i min blå gearboks, hvor den blev sikret ved at agnnettet blev lagt hen over…

Den vilde tur kunne dog ikke helt rundes af, for jeg fandt også en meget stor Sortkutling, og den var modsat mine to nye tangnåle-venner ikke svær at få til at hugge. Et stykke reje blev indhaleret og så var der ny PR:

Sortkutling på flotte 13,3 centimeter (DK-rekord er 14,2)

Det er efterhånden blevet meget svært at ramme helt nye arter, så jeg var super glad for turens resultat med hele to nye på listen, og så lige garneret med en flot sortkutlinge-rekord (Min PR Fotoliste kan i øvrigt ses lige her: UL-REKORDER / FOTOS).


Skriv en kommentar