
April er stenbidermåned…. – Det er nemlig kun muligt at træffe den sjove runde fisk i et ganske kort tidsinterval i det spæde forår, hvor den dingler rundt i nogle få havne i forbindelse med gydningen. – Så man skal have styr på timingen og “holde sig til”! – Og det gjorde jeg så…
Arten har for mit vedkommende krævet rigtig mange spotte-kilometer i benene, inden jeg – under stor opmærksomhed i artsfiskerverdenen – tog den første for et par år siden. Den – på stang – yderst sjældent fangne art er ikke just talrig, er svær at spotte og ses kun i ganske få havneområder. Men med en god portion stædighed, omfattende research og godt med pionérånd lykkedes det mig tilbage i 2021 at lande en Stenbider på stang, og det resulterede som sagt i en del hurlumhej omkring denne fine fætter: STENBIDER PÅ “IS-PIND”... 🙂
– Og nu lykkedes det mig dælme endnu engang!!, – og igen var det på den lille 2,3″ isfiskestang – det er dælme UL-ekstremsport! 🙂 🙂 🙂


Jeg har haft et par forgæves spotterunder tidigere i år, men denne gang fik jeg øje på to eksemplarer – begge hanfisk (de er røde på denne tid, og derfor klart nemmere at få øje på i det mudrede havnevand end de grå hunner). – Den første var ikke interesseret i min regnormeluns, og stak af, mens den anden var liiiidt interesseret, – men ikke nok til at ville hugge. Hmmmm – nå men jeg måtte hele vejen retur til bilen for at finde en dåse rejer, som kunne serveres for den kræsne fyr, – og det virkede! Den tøvede lidt, parkerede sin ballonformede krop lodret i vandet, og svømmede op for at hapse min reje!. – Fight var der ikke rigtig noget af, så jeg kunne nemt nette den til en hurtig halvkikset fotosession inden genudsætningen. – Vægten endte på 700 gram, mens målebåndet viste 30,0 cm (og dermed en snæver ny PR).
Lidt senere måtte jeg montere en af de helt små tanagokroge, da jeg fik øje på denne lille baby-stenbider:

Lidt overraskende så jeg også en ret stor Tangspræl, men den fortrak hurtigt. – Men det gjorde ikke så meget, for efter at have misset den super svære Stenbider på artlisten i sidste sæson, kunne jeg få den banket på UL-scorekortet i 2023 – fedt! 🙂
Funfact: Det er hannen som passer æggene (aka kaviar…) – hunner skrider bare…. – Her kan du læse mere om den finurlige Stenbider: https://naturporten.dk/leksikon/danmarks-dyr/fisk/stenbider