UFORLØST….

Artsfiskeri giver ikke altid ARTEN! – Men der sker altid noget jo… 🙂

Lørdagen stod på en omgang artsraid efter så forskellige arter som Guldørred, Brødding, Knude, Sortvels, Ringbug og Nålefisk, men lige præcis ingen af dem røg på artslisten. – Men så er det jo heldigt at der findes andre sjove skællede væsner derude, og det lykkedes da at få fire nye arter på årslisten…

UFORLØST 1:
Første stop var ved en af de lokale puttere, – der var en rimelig chance for både Gudørred, Brødding, Tigerørred og Rødding, men ud over et par missere på førstnævnte, så jeg ikke noget til specialørrederne. – Eller det vil sige, at et par tyskere fik landet nogle af de gyldne i en ganske massiv kaliber. – Jeg selv måtte nøjes med en “standard-ørred” i form af en ganske ilter Regnbueørred:

UFORLØST 2:
Så stod den på trettende!…. forsøg på at få fingre i den svære mørke-vinter-elskende Knude aka Ferskvandskvabben. Jeg har stadig ikke ramt éen, selv om ihædigheden over de seneste par år har været til at få øje på. Jeg har forsøgt mig i Sminge Sø, Ørnsø, Mossø, Susåen samt på 3 spots i Gudenåen. På aftenturen havde jeg allieret mig med både makker Kasper og tungevinduet, men den ellers ganske lækre sø bød ikke på spottede Knuder. Til gengæld fik jeg en håndfuld af den lille smukke Hork, som nemt kunne lokkes med små ormestykker agnet på Tanagokrogen:

Horken – en af vores fineste ferske mikroarter

UFORLØST 3:
Isfiskestangen og Tanagokrogen var også det foretrukne våben da jagten gik ind på nålefisk og ringbuge i det syddjurske. – Jeg var virkeligt på eventyr, og var forbi fire totalt ukendte pladser. De to af dem var ikke fiskbare pga en irriterende nordenvind, mens jeg fandt fint blankt vand på de øvrige to, og kunne her søsætte tungevinduet i mørket. Det blev ikke til de ønskede arter, og jeg måtte nøjes med 3-pigget Hundestejle, Sandkutling, Skrubbe og Sortkutling… Ringbuge, Nålefisk, Kvabber og Ulke så jeg ret skuffende intet til, – Æv. – Men jeg fik da lært et par interessante pladser at kende, og er ret optimistisk omkring muligheden for her at ramme især nogle fine rovplader i sensommeren….

En fin Sortkutling til årslisten var en tur i akvariet/hånden

UFORLØST 4:
Jeg var også – uden overvældende optimisme – forbi et spot hvor der var en svag mulighed for den svære Sortvels. – Og nu tæller misserrækken så efterhånden syv forsøg…. – Der var dog denne gang kun tale om et meget kort besøg, hvor jeg ikke havde andet end små rejer til agn (jeg sværger til skalrejer i forhold til den “sorte slyngel”). – Jeg havde dog et ret fedt hug som resulterede i en super fed fight med en sprælsk fisk. I nettet kom den dog, og det viste sig at være en ganske habil Mørksej på knapt 40 centimeter 🙂

En nogenlunde erstatning for den – igen igen – missede Sortvels

Fine sats med godt med action, – og de missede arter skal jeg såmænd nok få landet en anden god gang. – Som artsfisker med efterhånden 95 danske arter på CV’et må man acceptere, at de manglende arter ikke just hænger på træerne. I denne sæson har jeg især sigtekornet rettet mod følgende nye arter: Multe, Knude, Sortvels, Berggylte, Grå Knurhane og Tunge samt mikroerne Pigsmerling, Glyse, Brisling, Kysttobis, Glaskutling og Stor Tangnål. – Så der er masser af arter at udfordre – wish me luck! 🙂


2 kommentarer til “UFORLØST….”

    1. Uh I wish, – men jeg tænker da at sandfisken skal have lidt “ekstra kærlighed” i år 🙂

Skriv et svar til Kasper Annuller svar