
– Gennem de seneste sæsoner har den fine choko-brune Vorgod Å givet masser af fede oplevelser, med flere store bækørreder, imponerende strømgedder, pæne strømskaller, måls-stallinger og fine regnbue- og havørreder. Men her i 2014 – som ellers ligner en jubel-sæson hvor stort set alt er lykkedes – har Vorgod svigtet fælt…
– Trods hyppige besøg og en ganske ihærdig indsats foråret og sommeren igennem, begrænser gevinsten sig til et par strømskaller. – Og efterårets komme ændrede ikke ligefrem på åens nærighed, – for mandagens aftentur udmundede sig i endnu en Vorgod-skuffelse.
Jeg holdt mig ellers til de ofte ganske fiskerige stræk på øvre- og mellem-zonerne, men trods dobbelt-udrustning (både U.L.-spin og Tørfluestang) samt opløftende forhold med fin vandstand og svage vinde, var der bare intet som ville prikke til hverken det ene eller andet 😦
– Åen skal dog slet ikke bortdømmes, da jeg i løbet af sommeren har misset både en større blankfisk samt en seriøs! strømgedde, som kappede min fletline. – Strømgeddernes udbredelse på øvre Vorgod har i øvrigt foranlediget at jeg nu er begyndt at bruge geddeforfang permanent på dette stræk. – Jeg har dog mistænkt det synlige forfang for at skræmme de sky bækørreder, som jeg slet ikke kan lokke til denne sæson. – Jeg ved dog at de er der… 🙂

– Hmmm – egentligt ganske charmerende med en arrogant å, som kan pille en lidt ned, når alt andet succes-fiskeri er ved at sende en op i skyerne… – så TAK for det var-god-Vorgod… 🙂
