LER- & ØV-KUTLING

Den lille-bitte Lerkutling var som forventet på plads i det Midtjyske, og jeg havde da også noteret den som “sikker art” til artslisten. – Kunne jeg få dem til noget…?

Njaaa, – de var da godt nok lidt prinsessede til at starte med, men så blev de mere og mere nysgerrrige på min orme-fnuller-agnede tanagokrog. Den første Lerkutling begyndte at smage lidt på sagerne, og snart blev flere af de små vimsende fyre mere modige. Jeg havde dog lidt udfordringer med at sætte krogen, men efter en håndfuld minutter havde jeg da skrabt to i akvariet. Heeelt små fisk på cirka 3,5 centimeter…

Her over ses mit Tanago-dropdown-setup. Jeg skiftede isfiskestangens medfølgende lille fastspolehjul ud, da det efterhånden havde fået lidt for meget saltvand under tungevinduesfiskeriet. Det blev skiftet til mit tudsegamle finlirs tørfluehjul, og det fungerer rigtig godt. Stang/hjul fylder mindre og kan ligge helt fladt på havnemolen og i vinduet, ligesom det er nemt at trække line af når dybden skal justeres. – Lækkert!

Nå, men den tredje fisk jeg fangede var en anelse større, og så ringede alarmklokkerne! – Jeg fiskede i det aller sydligste og på det mest ferske sted i Limfjorden, men alligevel fik jeg denne:

Jeg var lidt usikker på om det kunne være den invasive Sortmundet Kutling, som aldrig tidligere er fanget noget sted i hele Limfjorden… – Jeg sendte billedet til vores superbiolog Henrik Carl, men han var ikke 100% sikker ud fra det lidt slørede foto, så jeg måtte på den igen. – I skud nummer to fik jeg et lidt større eksemplar på 6,4 centimeter, og så var der desværre ingen tvivl

Henrik fortalte at der var fundet genetiske spor efter denne art, men man havde aldrig set et eksemplar fra Limfjorden. – Det har man så nu via denne fisk, så vi må konstatere at den uønskede kutling har spredt sig til Limfjordens vande… 😦


Skriv en kommentar