FORÅR I SØ & Å

En lille stalling blandede sig i mit bækørredfiskeri

Der var mulighed for en sydjysk tur til et par velkendte vande i form af en lille livlig sø samt et altid givtigt å-stræk. Og det gav så’n cirka de forventede arter…

Jeg startede i søen med at fodre lidt med et par håndfulde majs, og mit UL-flådfiskeri gav da også hurtigt en Rudskalle og en ganske stor Gråskalle. Jeg prøvede en times tid yderligere i forhåbning om en Brasen, men de var vist ikke på finnerne i dag.

Det endte op i, at de små rudskaller forstyrrede fiskeriet lidt for meget. Jeg havde også medbragt den lille spinnestang og en wobbler, og efter en håndfuld kast kunne jeg – her lige på kanten af fredningen – også notere mig en lille Gedde.

Herefter driblede jeg en kort tur sydpå til den nærliggende å. Her var der selvfølgeligt snart en Bækørred som huggede, og efter tre mere af dem røg der også en lille Aborre og en bette – men meget smuk – Stalling en kort tur på land.

Fin tur i det efterhånden rimeligt forårsagtige vejr… 🙂


Skriv en kommentar