
Vi – makker Peter og jeg – skulle da lige ud på en omgang høfderæs på vestkysten. – Vinden var gået i øst, og solen og skyerne dannede den perfekte lysvariation over spottet. – Og vigtigst af alt – fiskene var virkeligt på finnerne….
Først var det hornfisk i en bred palette af størrelser der stemplede ind, dernæst indfandt makrellerne sig. – Heldigvis ikke i ulidelige mængder, da det kan gøre fiskeriet efter favoritarten – Havbarsen – næsten umuligt. I vanlig stil huggede makrellerne på cirka alt, og vi måtte vel afkroge en 20-30 stykker hver. – Næsten alle i fin størrelse omkring de 40 centimeter.

Imellem makrellerne lurede også de mere intereassante fisk, og det udnyttede min dygtige makker til fulde. – Først grovfightede han en stærk havbars på 47 centimeter i nettet, – en maks lækker sag, som det fremgår af topbilledet. – Denne art er altså bare – imo – den absolut fedeste danske art! – Og sandelig om Peter ikke snart igen stod med fisk på – som tydeligvis ikke var hverken makrel eller hornfisk!. – Vi var lidt i tvivl indtil en blank havørredside viste sig i overfladen. – Og snart lå den i nettet 🙂


En travl og ret vild tur endte lidt tidligt, da mørket pludseligt trak ind over vores elskede westcoast. – men så måtte vi jo bælle en velfortjent pilsner, og skåle på at Bars-sæsonen er skudt igang 🙂
(Alle fisk blev i øvrigt genudsat)