TO TURE MED Æ’ BOYS

Det er blandt andet blevet til den invasive Båndgrundling

Det er blevet til et par ture til både salt- og ferskvand sammen med de to muntre gutter Kasper Strube og Søren Johansen. Fiskeriet var lidt svært og vejret var på begge ture i kategorien “Lort”… 🙂

Vi var først en tur ude ved en Lillebælt’sk kyst. – Lidt usædvanligt gik vi med tungevinduerne i dagslys, – det har jeg ikke prøvet før (benyttes normalt i buldermørke), og det viste sig da også at være noget udfordrende. – Vandet var lidt uroligt, og dagslyset gav nogle uheldige reflektioner i vinduerne. – Men mission “find en Spættet Kutling til drengene” lykkedes alligevel. – Vi fandt nemlig to…. – Så begge mine fiskekammerater fik sig dermed en helt ny art på CV’et. Forinden havde vi fundet lidt andre af de vanlige småarter, – der i blandt nogle To-plettede Kutlinger. Dette var også en helt ny art for Kasper.

En flot To-plettet Kutling – den Spættede henter jeg lige senere på året… 🙂

Dermed fik vi – næsten – hvad vi kom efter. Den Spættede fik jeg godt nok ikke, men den har jeg fanget på spottet før, – og mon ikke jeg gør det igen senere på sæsonen 🙂

– Herefter gjaldt det den nærliggende havn, hvor det blev til småtorsk, hornfisk og ulk. Torsken kunne – lige som den toplettede – tilføjes min årsliste.

En bette torsk som huggede på en reje.

Sidst på aftenen – i pis regnvejr – spottede vi en del gange en flok jagende fisk, som vi mest troede på var den svære art Hestemakrel. – Det var egentligt den vi var kommet for, men trods ihærdig indsats med både makrelforfang, sildeforfang, blink og flådfisket guf, blev det ved et enkelt kort træk i min line. Æv.


Tre dage senere stod den på fiskeundersøgelse i en østjyske sø. Søen er desværre besat med en stor bestand af den invasive Båndgrundling. Vores opgave var at tjekke omfanget af den uønskede fisk, deres størrelse og om de har uheldig indflydelse på søens øvrige arters trivsel. Efter 10 minutter kunne det noteres i rapporten til kommune og fiskebiolog, at der stadig er rigtig mange Båndgrundlinger i søen. – Jeg fangede via små regnormestykker på tanagokrog en god håndfuld i løbet af fem minutter:

Den største vi fik på land i år, var denne på 8,0 centimeter

De øvrige arter vi plejer at fange (Sølvkarusse, Skælkarpe, Skalle og Suder), var der ikke meget liv i?, – måske grundet det kolde og regnfulde vejr. Der skulle kæmpes hårdt for det, men det lykkedes at fange nogle store Skaller på op mod 30 centimeter, ligesom det Skælkarpe-mæssigt blev til 2 stk til både Søren og Kasper, inden jeg til aller sidst – i pisregn (igen) – endeligt også fik en på land:

Mager Skæller – måske båndgrundligerne presser dem på føden?

Med 2-plettet Kutling, Torsk, Båndgrundling og Skælkarpe i hus voksede UL-års-scoren til 64 danske arter i 2023. – Nu skal der snart jagtes “højsommer-arter” som ex. Stavsild, Havbars, Multe, Spejlkarpe og Brisling 🙂


Skriv en kommentar