
Min gode ven og fiskekammerat Peter havde indstillet mig til optagelse i den snart 60 år gamle agtværdige fiskeklub “11 mands klubben”. Optagelsesritualet løb af stablen på den Vojens-baserede klubs årlige weekendtur, som denne gang fandt sted ved smukke Karup Å, – og jeg havde åbenbart glemt beskedenheden derhjemme…:-) …
… for det nye medlem løb af med turens største fisk – ikke fordi den var specielt prangende – men det var nok til at rage vandre”pokalen” til mig. – En smuk original tegning anno 1993 udført af legenden Svend Saaby:

Fiskeriet var svært – meget svært! – Skal der succes med de karup’ske havørreder på denne årstid (og i den varme…), kræver det masser af nedbør, – og det kan man ikke just sige at vi har fået i umindelige tider. – Derfor var der nok større sandsynlighed for, at der kunne rives en af åens pæne regnbueørreder på land. – Og det gjorde jeg så:

Havørrederne så vi intet til, – men Peter fik også en regnbue (34 cm), mens 5 af de 8 mand havde små fine bækørreder på land. – Så lidt riv i linerne var der da. – Her en af de fine bakørreder som jeg fik et par håndfulde af:

Nå, men nu var fiskeriet ikke i centrum som sådan på den herlige klubtur, – det var HYGGEN! – Og det kan man dælme finde ud af! 🙂 🙂 🙂 – Alle mine nye bekendtskaber er altså nogle hygsomme og humoristiske fyre, så jeg fik grint en masse, og faldt ret hurtigt til i den nye flok.



Efter endt fiskeri – og mens årets “skaffere“; min hyggelige navnebror Jørn og den skægge og finurlige Erik (aka “A’ Major” & “Træmanden“) styrede grillen og vartede op til en lækker aftenservering, løb indvielsesritualet af stablen.., – Og i en klub grundlagt i 1964 blev det gjort med anstand: 81 årige Hans (Peters far/”Vekseleren” var der altså stil over!: Vedtægter og motto blev læst op med myndig stemme, hvorefter først undertegnede og derefter forsamlingen (som ud over de allerede nævnte, også talte “Munken“, “Junior“, “Fyrsten” og “Pelle” skulle proklamere om optagelsen kunne ønskes og accepteres… 🙂 – Jeg slap igennem, modtog vedtægterne og en øl i mit nyerhvervede klub-krus (se topbilledet) som skulle bundes i ét hug samt mit klubnavn: “Prins Light“, og var dermed en del af “11 Mands-klubben” 🙂 – Bare en super-duper weekend og glæder mig allerede til næste års tur med de gæve gutter! 🙂